onsdag den 19. august 2015

Indtroduktion til månedens digt.


For mig er digte små universer vi kan rejse til i en hektisk hverdag. Det er små pusterum, hvor vi kan få vejret til se verden med nye øjne. Et digt kan være et lille stykke livsfilosofi, der udtrykker en spøren og undren til tilværelsens forunderlighed. Et intimt og  intenst udsagn om det, der er elementer og afgørende. Samtidig kan det også være en fortryllende tilkendegivelse af en sindstilstand. En eksperimenteren med sproget, både med  dets rytme, klang, lyd og betydning. De levere sjældent en færdig forklaring, men vækker vores nysgerighed for de skjulte lag i tilværelsen. De gør den levende og nærværende.  De er en ansøgning, eller måske snare en indgangsbillet til selve livet. Som SørenUlrik Thomsen udtrykker det i det Politisk digt:

Til jer,
der anklager poesien for eklusivitet
og råber: Ud med sproget!-
det er verden, der er elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.
(fra digtsamlingen Nye digte 1987)


Denne kærlighed for lyrikkens verden vil jeg forsøge at dele, ved at poste et digt som i månedens løb har gjort et særligt indtryk på mig. Det vil nødvendigvis ikke være en særlig kommentar knyttet til dette digt - da digte nogen gange fortjener at stå alene, så vi kan digte vores eget tankeunivers ind i det fortættede form. Håber i kommer til at nyde det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar