mandag den 17. august 2015

"Niels Lyhne" af J. P. Jacobsen


"Niels Lyhne er den bedste bog i vort århundrede.” 
Henrik Ibsen, norsk forfatter

 
5/5 Stjerner. 

Du har sikkert allerede stødt på bogen "Niels Lyhne" for længe siden.Måske mødte du den ligesom mig i dansktimen under emnet Det moderne gennembrud. Det er en af de klassiker man bør læse, men også en af dem der ender langt nede på læselisten.  Ihvertfald for mit vedkommende. Listen over klassikere jeg ønsker at læse er nemlig uendelig, og en dansk naturalistisk udviklings roman kan godt virker mindre tiltrækkende en de vellæste bøger af Jane Austen og Brontë søstrene.  Hvis det ikke var fordi jeg havde støt på følgende citater omkring J.P. Jacobsen og bogen "Niels Lyhne" havde bogen nok forblevet på bunden af min "To-read-liste" 

"J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne er den bedste roman fra 1800-tallet. Den handler om al den skønhed, poesi kan skabe, og som tragisk ikke ændrer det mindste på den verden, vi lever i og af."
 Bo Hakon Jørgensen, litteraturforsker. 

 "Jacobsen har efterladt et dybere indtryk i mit hjerte end nogen anden lekture i de seneste år." Sigmund Freud, psykoanalytiker.

 Efter at have læst bogen er jeg tilbøjelig til at give udtalelserne ret. Jeg er godtnok ikke voldsomt belæst i 1800-tallets litteratur, men det tror jeg heller ikke man behøves at være for at se hvilken perle "Niels Lyhne" er. Indtil videre har den ihvertfald indtaget en plads blandt mine absolut ynglings bøger, men hvorfor er denne bog nettop så fantastisk?


For det første er sproget fuldkommen fortryllende. Der er virkeligt kælet for æstetikken i hver enkel sætning og det bære frugt.  Særligt når det kommer til J.P. Jacobsens lyrisk stemnings beskrivelser, hvorom Georg Brandes udtaler: 


Det er den stærkeste stemningsdrik, der er brygget i vor Prosa” 

Men det er ikke kun sproget der er velkomponeret. I Romanen følger vi Niels Lyhne gennem hans ungdom, barndom og manddom. Perioden strækker sig fra 1837-1864.  Det gennemgående i perioden er splittelse mellem romantik og realitet, og ikke mindst mellem tro og fornuft. I Barndommen repræsenteres denne splittelse gennem hans forældre:

"Saa forskjellige var den lille Niels Lyhnes Fader og Moder, at de to venlige Magter, der, uden at vide det, stred en Strid om hans unge Sjæl, fra det Øjeblik af, at der havde viist sig et Glimt af Intelligens at faa fat i, og jo ældre Barnet blev, jo stærkere blev Striden, thi jo rigere Valg blev der mellem Vaabnene."

Denne splittelse udvikler sig senere i romanen, særligt da Niels Lyhne vender gud ryggen.Hans fornuft benægter guds eksistens, men den har samtidig ikke noget at sætte istedet. Derfor lever
Niels Lyhne i et tomrum. Han er fængslet af en længsel mod moderens uopnåelig romantiske idealer og en fornuft der ikke vil godkende dem. Selvom bogen er skrevet i 1880 kan man genkende sig selv i Niels Lyhnes eksistentialistiske kvaler og det er nettop derfor bogen rør så dybt i en. 

Mindeværdige citater
 Om Niel Lyhnes moder, Bartholine; 
"I vers levede hun, i dem drømte hun og paa dem troede hun som på næsten Alting andet" glemmer at"selv de fagreste drømme, selv ikke de dybeste Længsler ikke lægger en eneste Tomme til Menneskeaandens Vækst"

Om at finde sig selv,
i anledningen af at Niels Lyhne er flyttet til København, hvor han har mødt ligesindede.
"Der er en ny Fornemmelse af Kraft i saadan at se med sine egne Øjne og vælge med sit eget Hjærte, være med til at skabe sig selv, og der dukker saa meget op i Sindet, saamange uændsede, spredte Sider af hans Væsen samler sig saa vidunderlig sammen til et fornuftigt Hele. Det er betagende Opdagelsestid, hvor han, lidt efter lidt, i Ængstelse og usikker Jubel, i vantro Lykke, Opdager sig selv

Om fortvivlelse:
 “Hvor han misundte dem de Andre, Smaa og Store, som, hvor de saa greb hen i Tilværelsen, altid fik fat i en eller anden Hank! - for han kunne slet ingen Hanke finde. ”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar