onsdag den 30. november 2016

Bogforum søndag - Christina Hesselholdt, Brinkman og Anders Fogh


Jeg startede endnu engang dagen med Lyrik-morgen præsenteret af Ane Cotzen. Hun havde denne gang besøg af de to meget forskellige digtere nemlig Mette Moestrup og Laus Strandby Nielsen
Moestrup er aktuel med Omina, som hun har skrevet i samarbejde med Naja Marie Aidt. De har hver deres fortællerstemme igennem hele digtsamling. Den ene på højre side, den anden på venstre side.  En spændende koncept, som jeg ikke tidligere er støt på. Samlingenstitel er flertals form for omen, som betyder varsel - hvilket er et af de temaer digtsamlingen kredser om.  En titel er aldrig tilfældig for en forfatter og for Strandby skal en titel kunne åbne op til et rum, men ikke definere rummet. Og det er nettop dette han har forsøgt at ramme med hans nye digtsamling "Når det er mørkt, bliver det lyst".

Herefter hørte jeg Svend Brinkmann i samtale med Martin Krasnik om hans nye bog "Ståsteder" Samtalen kom dog hurtig til at handle om meget andet end hans bog bl.a. den nyvalgte præsident Trump, men også om hvordan vi for at finde os selv, må komme ud over os selv - ikke hele tiden mærke efter i os selv. Mennesket er et socialt væsen, og bliver til i relation med andre. Derfor bliver vi nødtil også at se ud af. Jeg havde inden foredraget læst hans bog, og kunne kun nikke enigt til Krasnik da han udtalte "Jeg synes fandme det er godt det her" om bogen. Jeg vil bestræbe mig på at lægge en anmeldelse op af bogen i løbet af denne uge, og jeg vil virkelig anbefale at i giver jer selv den gave at læse den. 

Bagefter hørte jeg  Christina Hesselholdt, fortælle om hendes nye roman Vivian Maier. Bogen bygger på den virkelige person Vivian Maier, som leverede et tilbagetrukket liv som en barnepige - alt imens hun tog tusindvis af fantastiske billeder.  (Du kan se de vidunderlige billeder hun tog her) Efter hendes død blev billederne opdaget, men i hendes levetid forsøgte hun aldrig selv at få  anerkendelse for dem eller få dem udstillet. På den måder står hun som en meget stærk kontrast til tidsånden, hvor det gælder om at netværker og få så mange likes som muligt. Hun er anerledes befriende og sætter tanker i gang hos en. Christina Hesselholdt skriver bogen med en interessant blanding af forskellige fortællerstemmer, der kan kommentere og diskutere med hinanden, hvilket viser noget af litteraturens essens -nemlig at sætte forskellige synspunkter og opfattelser op imod hinanden. 
Efter bogforum så jeg den dokumentar om Vivian Maier, som  inspirerede Hesselholdt til bogen. Det er en fantastisk dokumentar og jeg kan kun anbefale den
Både i dokumentaren og bogen fylder mænd ikke noget i Vivians liv. Hun vælger ikke at realisere sig selv igennem kærligheden, som mange kvinder tenderede til at gøre på den tid. Istedet vælger hun at realisere sig igennem fotografiet, hvilket jeg synes er et stærkt valg. Hun har dog også mørke sider, som løbende afsløres i dokumentaren. 

Mens min højskole veninde stod i kø til signering af Hesselholdts bog, hørte jeg kort Anders Fogh, der var på under uret scenen(som var samme sted som signeringen foregik.) Fra denne samtale tog jeg det markante citat "Vi står som nation i gæld til USA" med mig. Det gav stof til eftertanke, selvom jeg nok ikke helt kan erklære mig enig - men hvad ved jeg, jeg har ikke været statminister.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar