søndag den 19. marts 2017

I vinterens løb af Rolf Lappert

"Havet skiller sig af med det, som menneskene havde kastet væk,
 eller som havet selv havde taget fra dem"
2/6 stjerner  Bogen kan købes her
Sideantal: 301   Forlag: Tiderne Skifter

Nogle gange støder man på en bog, som man ved, ikke er skrevet til en selv, mens andre ville have en fornøjelse af at læse den. Sådan havde jeg det da jeg sad med "I vinterens løb" af Rolf Lappert.  Bogens hovedperson er en 49-årig kunstner kaldet Salm. Han bruger sin tid i selskab med andre mandlige kollegaer inden for kunstverden. Salm er lidt af en enspænder, der aldrig binder sig til noget, og derfor hverken har  kone, børn eller særlig meget kontakt med sin familie. Lige indtil den dag telefonen ringer, og hans ældste søster er død.  Salm begiver sig derfor tilbage til sit barndomskvarter i Hamborg for at deltage i begravelsen. Langsomt vendes der dog op og ned på hans verden og det ender med at han aldrig at tager tilbage til kunstverdenen, som nu virker kold, overfladisk og ligegyldigt for ham. Han har fået en helt anden livs-prioritering, hvor familien og de små ting kommer først.  Man får en fornemmelse af at hans liv inden disse begivenheder har været styret at tilfældigheder.

"Opildnet af alkohol og ideen om at synliggøre verdens elendighed ved hjælp af  kunstens forestillede han sig, hvordan han ville sy ilanddrevne tøjstykker sammen ti let kæmpemæssigt kludetæppe, en dyster himmel, der skulle hænge ned fra loftet"

Den del af bogen der fangede mig mest, var første del, hvor Salm befandt sig med hans kunstneriske  kollegaer. For mit vedkommende var det spændende og underholdende at høre på disse halv-kyniske mænds projekter og tanker. Da Salm drog mod Hamborg, begyndte bogens tempo dog at blive en smule langsom for mit vedkommende. Bogen er fyldt med detaljerede beskrivelser samt iagttagelser. Selve sproget er meget finpoleret og ofte på grænsen til det kliche-agtige, som det ses i understående citat:

"de lyttede begge tavse til en fugl, der frivillig sad i bur, mens trafikken susede forbi udenfor, folk skyndte sig af sted, og aftenskumringen fald på."

Desværre er det ikke kun sproget som virker en smule kliche for mig. Historien om den kyniske ældre mand der undergår en forandring, og langsomt bløder op, lyder som noget jeg har hørt før. Samtidig er det også en hovedperson som jeg, en 22-årig kvinde, har svært ved rigtig at sætte mig ind i og forstå. Derfor tror jeg ikke bogen kommer til sin fulde ret i mine hænder, men måske hos en læser af det andet køn, der er lidt længere oppe i årene end mig.

Selvom sproget som sagt er en smule kliche-agtig og beskrivelserne lange, så rammer Rolf Lappert til tider hammeren præcist på sømmet. Et eksempel ses i dette citat, som uden tvivl er et af mine favoritter:

"Albert blev den klareste fiksstjerne i hendes univers, der ikke var større end huset, de boede i, haven og den nærliggende park. Krigsudbruddet registrerede hun som en fjern torden, selve krigen som et uvejr, der rasede ude bag mørklægningsgardinet".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar