mandag den 24. april 2017

Ustyrlige sønner af Jens Bendstrup

"Det er mørkt i universet. Men ud af et lillebitte vindue slipper der lidt rødt lys ud. Det er lyset fra guds mærkekammer. Gud står derinde, når han fremkalder menneskene og menneskenes historier. En af dem er historien om Tamar og oprøret mod kong David
5/6stjerner   Bogen kan købes her   Sideantal: 82    Forlag: Eksistensen 
Undertitel: En ukontrolleret gendigtning af Anders Samuelsbog kapitel 13-19

"Ustyrlige sønner" foregår i den tid, hvor Gud endnu ikke har fået helt styr på hans skaberværk. Gud er stadig beskæftiget med at udvikle historiens gang, og eksperimenterer med forskellige prototyper af dyr. Den ene dag har storken tre ben, den næste kun to. Som Jens Blendstrup selv siger:

 "Det var lidt en mærkeligtid, hvor virkeligheden ligesom stod på klem, og tiden, som vi kender den, var ved at finde sig selv"   

I disse dage går Gud rundt i sit mørkekammer og beslutter sig for at fremkalde en historie om den ubetingede faderkærlighed.  Karaktererne i denne historie skal være hans tro tjener Kong David og hans 700 koner og børn.  Fortællingen er, som undertitlen hentyder, en ukontrolleret genfortolkning af Anden Samuels bog; kapitel 13-19.  Jens Blenstrup har ladet fantasien få frit løb, og skabt en bibelfortælling hvori der både er plads til Ole Henriksen, Citronmåner, Mariekiks og meget andet godt fra populærkulturen.  Der er sågar plads til at lade Gud slå et smut forbi et diskotek. 

"Og selvom gud kaldte på David, kom gud ikke til ham. For Gud havde fri og var på diskotek og dansede med Freja, i det omfang han kunne komme til for Buddha den budding"

Blenstrup formår at udfordre tanken om, hvad en bibelfortælling er i denne både morsomme og absurde genfortælling.  Men når alt kommer til alt, er det nok ikke kun genfortællingen som er en smule absurd. Jens Blendstrup har nemlig givet sig i kast med en af de mere dystre fortællinger fra biblen - en af dem der angiveligt aldrig vil blive gengivet i børnebiblen.  Fortællingens omdrejningspunkt er Amnon’s voldtægt af sin egen søster Tamar.  Da Kong David ikke nænner at straffe sin egen søn, tager Absalom sagen i egen hånd, hvilket ender i en stor krig mellem disse to. Fortællingens morale er tvetydig og Tamar beskyldes endda af Ammon for selv at være skyld i hendes voldtægt, for hun havde jo fristet sin bror.  At Blenstrup tager fat i netop denne fortælling, minder os om, at biblen ikke kun gemmer på letforståelige fortællinger med tydelige moraler, men måske mere er lidt af en blandet landhandel.  

"Man aner at skraldespanden er fyldt med ukendte bibelhistorier, historier, som end ikke kom med i Biblen, men som Gud alligevel fandt sin tid til i sin almægtighed i mørkekammeret. Måske er de også fremkaldt forkert....

"Ustyrlige sønner" er ikke blot en læseoplevelse, men ligeledes en stærk visuel oplevelse. Bogen er spækket med fantastiske og underfundige illustrationer lavet af Mette Marcussen. 
"Gid du dog snart ville lade mennesker være mennesker, sagde David til sin Herre"
"Kommer tid, kommer råd, sagde Gud"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar