søndag den 20. august 2017

Kærlighedens gang af Alain De Botton

Ægteskabet: en håbefuld, generøs, uendelig venlig satsning foretaget af to mennesker, der endnu ikke ved, hvem de er, eller hvem den anden kunne være, idet de har bundet sig til en fremtid, de ikke kan forestille sig og omhyggeligt har undgået at undersøge nærmere
2/6 stjerner    Sideantal: 231      Forlag: Tiderne Skifter    Undertitel: En roman

Jeg vil for en god orden skyld starte denne anmeldelse med at fortælle at jeg normalt er stor fan af næsten alt hvad Alain De Botton røre ved. Da jeg var yngre fulgt jeg trofast med på hans BBC serie om filosoffer og kigger ofte med på hans youtube projekt School of Life. Men denne gang synes personligt at han har ramt en smule ved siden af. Ideen bag romanen "Kærlighedens gang" er at starte en roman, der hvor de fleste romaner slutter, nemlig når de to hovedpersoner endeligt har fået hinanden og efter sigende lever lykkeligt til deres dages ende. Alain De Botton pointe er at alt det vigtige overses i denne fortælling. Det er nemlig de små kampe i hverdagen der er kærlighedens sande udfordring - for slet ikke at tale om den romantiske forestilling vi forsøger at få dem til at passe ind i.

Et ægteskab begynder ikke med et frieri, ikke engang med et førte møde. Det begynder langt tidligere, når ideen om kærlighed fødes, og mere specifikt med drømmen om en soulmate

Selve ideen er for sit vedkommende god nok, det er i selve udførelsen det går galt for mit vedkommende. Jeg synes langtfra at bogen lever op til sin under titel "En roman". Det er snare en analyse af fænomenet parforhold som eksemplificeres gennem parret Rabih og Kirstine.  Rent konkret skifter Alain De Botton mellem en beskrivelse af deres forhold i normal skrift og kommentarer til ægteskabet og kærlighed som instans generelt i kursiv skrift.  Dette format virker for mig fremmed og underligt. Særligt da der på side 198 første gange optræder endnu en ny skrifttype. Denne skrifttype repræsenterer psykologiske fakta afsnit. Jeg tror personligt at Alain De Button ville være kommet bedre i mål med hans projekt, hvis han havde skrevet det i en anden ramme.  

Rahib er ikke så forskellig fra sin kone. Han tolker også konstant nutiden gennem sin fortids forvrængninger og bevæges af forældede og excentriske impulser, som han ikke kan forklare for hverken sig selv eller for Kirsten.”

Han kunne f.eks. have valgt at skrive "Kærlighedens gang" i samme struktur som i hans bog "Kunsten at rejse"(Fagbog, hvor hvert kapitler der behandler forskellige aspekter af fænomenet at rejse). På denne måde kunne han have opnået flere fordele. For det første havde han en større frihed til at komme rundt om emnet, og var ikke bundet op på et enkelt tilfælde. Han kunne hermed også inddrage psykologer, (evt. også filosoffer og kunstneres) syn på sagen, uden at det virkelig hult og underligt. For ærlig talt, så passer sådanne fakta ikke i en roman -  eller så bør det i det mindste være flettet ind i en naturlig talestrøm.  Men vigtigst af alt ville han opnå en større lighed mellem hvad læseren får og hvad læseren forventer. Det man får med "Kærlighedens gang" er nemlig ikke en roman, men snare en form for belærings smøre, hvor karaktererne blot er marionetdukker for moralen og intet overlades til læseren egen refleksion. 

Ægteskab: en dybt besynderlig og til syvende og sidste hjerteløs ting at påføre nogen, man hævder at holde af

En ting der irriterede mig yderlige ved romanen var Alain De Botton's tendens til at snakke i absolutter. Der er ingen mellemregninger til hvorfor og hvordan han er kommet frem til de konklusioner han fortæller.  Vi får dem bare smidt i hovedet.  

De vil aldrig blive fremtrædende udadtil eller tjene store pengesummer, de vil dø i ubemærkethed og uden samfundets laurbær, og dog vil civilisationens gode orden og kontinuitet i en vis lille men vital grad afhænge af deres stilfærdige, ubemærkede anstrengelser

(Du kan læse min anmeldelse af Alain De Botton bog "Kunsten at rejse" her.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar