fredag den 4. august 2017

Vivian af Christina Hesselholdt

Vivian har aldrig kunne få virkelighed nok
Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. 
Du kan læse mere om bogen, samt købe den på deres hjemmeside her
Forlag: Rosinante    Sideantal:2001     4/6 stjerner


For et del år siden var jeg et smut forbi Tate Modern i London. I deres souviner afdeling faldt jeg over en farverig bog om berømte kunstsamlere. Efter at have bladret lidt rundt i bogen falder jeg over spørgsmålet "But are there not always great artist that go undiscovered?" Et spørgsmål der dukkede op i min bevidsthed igen, da jeg ligesom Christina Hesselholdt, stødte på dokumentaren om Vivian Maier. En kvinde som var gået over i glemsel, hvis ikke hendes fotografier ved et tilfælde var blevet opdaget på en aktion for antikviteter. Vivian havde selv levet i al ubemærkethed som barnepige og aldrig forsøgt at få anerkendelse for de mere en 15.000 fotografier hun tog igennem hendes levetid.(1926-2009). På den måde står hun på mange måder som en modvægt til den tid og de idealer vi lever med i dag, hvor alt handler om likes, navlepilleri og beskæftigelse. 

Tingene hænger sammen; den ene ting leder til den anden, ligesom tanker, derfor kan hun kassere den eller den genstand. For så knækker kæden.

Det var måske en af de ting der tiltrak Christina Hesselholdt til Vivian og fik hende til at skrive en roman om hende. Selve romanen er skrevet i bedste Hesselholdt-stil, hvor flere stemmer byder ind og til sammen skaber en fortælling. En stil der på mange måder også minder om selve dokumentarens opbygning, på den måde skabes der en parallel mellem bogen og dokumentaren.  Hesselholdt går så langt som at lade Vivian diskutere med bogens fortæller stemme, hvilket klarlægger for læseren at der ikke er tale om en biografisk fortælling, men en roman. Dette distancer også bogen for den realisme Vivian stræber efter i hendes fotografier.   


Hun er den eneste der forstår det når jeg siger dette er en kunstig verden, en knappenål af ynde og værdighed.  Men jeg kan bedre trække vejret i fortrydelsen og snavset som denne knappenål sidder i”

En anden dybt fascinerende ting ved Vivian er at hun ikke forsøger at realisere sig igennem kærligheden, som ellers er en tendens i hendes egen tid, men skam også i vores egen tinder-tid. Målet for hende er ikke at blive den perfekte partner, men hendes rolle som iagtager. Hun er ikke den der bliver set på, men den der ser.


Fordi jeg skal forblive uberørt altid, behøver jeg ikke spilde tid på ubetydeligheder som hår eller påklædning, jer er den der skal Se

Baggrunden for dette findes angiveligt i Vivians fortid med en dysfunktionel familie, som romanen gradvist løfter sløret for. I hendes rolle som barnepige får hun, som   hun selv siger; "få lidt familieliv, spise af den varme grød helt ude i kanten, uden at brænde mig” Romanen Vivian gemmer med andre ord på mange temaer. Temaer der strækker sig langt ud over Vivians egen historie, men som også bliver leveret i de bider vi får fra fortællingens bipersoner, som strækker sig helt ud til psykologen til en af de børn Vivian passers mor.


Enhver man stirrer på længe nok vil forekomme en besynderlig

Du kan se traileren til dokumentaren om Vivian her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar