søndag den 31. december 2017

Den begravede kæmpe af Kazuo Ishiguro

For i dette samfund talte man sjældent om fortiden. Dermed mener jeg ikke, at det var tabu. Jeg mener, at den på en eller anden måde var svundet bort i en tåge, der var lige så tæt som den, der hang ind marsklandet. Det faldt ganske enkelt ikke disse landsbybeboere ind at tænke over fortiden - heller ikke den nære.




4/6 stjerner    Sideantal: 380    Forlag: Gyldendal

Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Du kan læse andre anmeldelser og købe bogen her. Du kan også læse mere om Kazuo Ishiguro på Bog&Ide's forfatterportræt af ham her

I dag er dette et fredens og bønnens sted, og dog behøver man ikke at lede særligt dybt for at finde blod og rædsel

"Den begravede kæmpe" har efterhånden været på min To Read liste i et par år, men da Kazou Ishiguro vandt nobelprisen i år, røg den et par trin frem på denne ellers endeløse liste og jeg fik endelig taget mig sammen til at få den læst, hvilket jeg er glad for.  Jeg har hørt at bogen adskiller sig en del fra Kazou Ishiguro øvrige forfatterskab, særligt genremæssigt, hvor den bevæger sig på grænsen til at være fantasi med drage og kæmper - men kun på grænsen. Kazou Ishiguro er nemlig kendt for at lege med genre og har bla. udtalt:

"Genre is basically a marketing label that's put on retrospectively by the book industry to help market books to certain demographics.”

Bogens handling udspiller sig i det 6 århundredes England. I en tid hvor der hersker fred mellem briterne og sakserne. Det er også en tid hvor en mystisk tåge har lagt sig over landet, som får folk til at glemme. De kan ikke længere huske de grusomme begivenheder der fandt sted før freden.  Vil sandheden om disse begivenheder føre til nye krige, eller er det muligt at skabe varig fred gennem sandheden? Scenarier sætter spørgsmålstegn ved hvilken rolle den kollektive hukommelse spiller i et samfund, særligt når oprindelsen til glemsomhedens tåge findes og romanens figurer stilles over for muligheden om at eliminere den.

Måske skammer gud sig så meget over os, over noget vi har gjort, at han ønsker at glemme. Og som den fremmede sagde til Ivor: når gud ikke vil huske, er det intet under, at vi ikke er istand til det

Romanen tager dog ikke bare fat i hukommelsens betydning på det store samfundsmæssige plan, men går også helt ned på det personlige plan. I romanen følger vi ægteparret Beatrice og Axl, som er draget ud for at finde deres søn. De husker hverken ham eller deres fortid sammen. De har ikke en fælles historie der forankre deres kærlighed - eller måske beskytter denne glemsel dem mod den skade de har gjort hinanden? For hvad med de svigt, jalousi og vrede der gemmer sig i deres fortid.

"Hvad skulle der være at frygte, fader? De følelser, som Axl og jeg i dag kan mærke for hinanden i vore hjerter, fortæller os, at den valgte vej ikke kan opbyde nogen farer for os, hvad end tågen måtte skjule lige nu. Det er ligesom en historie med en lykkelig slutning, hvor selv et barn ved bedre end at frygte alle omskiftelserne forinden. Axl og jeg vil gerne kunne mindes vores liv sammen, hvordan det end har formet sig, for det har været os kært.” ”

Romanen sætter i den grad spørgsmålstegn ved hvornår vi skal huske fortiden og hvornår bør vi glemme den? Kazuo Ishiguro formår i denne bog at skrive om et stort og vigtigt emne på en meget stille og nedtonet facon, som i den grad har fascineret mig.


Tilgiv mig, gode frue. Denne egn vækker ganske mange minder til live, men hvert af dem ligner mest af alt en hvileløs spurv, som jeg godt ved kan forsvinde bort i brisen, hvert øjeblik det skal være

Ingen kommentarer:

Send en kommentar