tirsdag den 15. august 2017

Dark Matter af Blake Crouch

Du fortalt med at vores eksistens ikke var andet end valg, og at du havde valgt forkert nogle gange, men aldrig så slemt som i forhold til mig. 
Du sagde du var ked af at det var gået sådan.
Stjerner: 5/6        Sideantal: 390    Forlag: Gyldendal

"Du vil sluge Dark Matter på en eftermiddag, eller mere sandsynligt, en nat" Sådan skrev New York Times Book Review om Dark Matter og i mit tilfælde tog de ikke fejl. Dog tvivler jeg ikke på at der er mange der vil anklage bogen for dens manglende litterære kvaliteter. De vil angiveligt have ret i mange af deres anklager. Selve sproget i bogen er fyldt med klichepræget metaforer og billedsprog. Blake Crouch har tilmed en særlig skrivestil hvor han opremser omgivelserne karaktererne befinder sig i, i enstavelsesord med hver deres egen linje. En skrive stil som måske ikke er høj litterær stil (men som formår at giver roman et hurtigt tempo).  På trods af mulige mangel på litterære kvaliteter, så virker romanen for mit vedkommende og dette skyldes dens budskab og spænding. 

Vi lever alle sammen fra dag til dag, fuldstændig uden at tænke over at vi er en del af en virkelighed der er meget større og mærkeligere end vi kan forestille os.


Romanen udspiller sig omkring et paradoks skabt af kvantemekanikken, nemlig muligheden for eksistensen af multiverser. Dette betyder at den verden vi lever i kun er en ud af en uendelige række universer. Parallelt med vores verden findes der altså andre verdener - nogle der ligner vores til forveksling og andre der er meget anderledes.  Adgangen til disse verdner åbnes op i romanen, hvor hovedkarakteren Jason hvirvles ind i en hæsblæsende rejse for at finde tilbage til hans egen verden. Her tvinges han ud i refleksioner omkring hans valg her i livet og om hvorvidt de har gjort ham lykkelige. Der kommer en del små plottwist under vejs, som jeg ikke vil løfte sløret for. 


Forestil dig du er en fisk der svømmer i en dam. Du kan bevæge dig fremad og bagud og fra side til side, men aldrig ud af vandet. (….) Forestil dig så at nogen stikker hånden ned og løfter dig op ad dammen. Så opdager du at det du troede var hele verden, kun er et lille vandhul. Du ser andre vandhuller.

Dark Matter formår i mine øjne at smede spænding og refleksion sammen i en i store træk vellykket roman. Den mikser fysik med filosofi. Der er dog nogle få ting som kunne være udeladt i roman f.eks. høre vi om en broder der i roman bliver kontaktet på et hospital. Denne broder dykker aldrig op, nævnes hverken igen eller løfter sløret for noget af Jason fortid. Han er i dybeste forstand overflødig. Dette er dog ikke som sådan noget der direkte forstyrrer selve læseoplevelsen. Selve slutningen er jeg ikke vildt begejstret for, men det er svært at argumentere for uden at spoile hele historien. 

Hvis der er en million vandhuller derude, med versioner af dig og mig der lever liv der ligner, og liv som er helt anderledes, så er ingen af dem bedre end lige her, lige nu. Det er jeg mere sikker på end noget andet i verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar