lørdag den 9. december 2017

Historie om et ægteskab af Geir Gulliksen

“Den som bliver forladt, bliver hjælpeløst bundet til den som forlader.”
Stjerner: 6/6     Sideantal: 183     Forlag: C&K


“Vi var en dårlig historie, som langsomt, ligesom umærkeligt blev til en god historie, efterhånden som årene gik og vores kærlighed blev det eneste som tilsyneladende havde eksisteret i vores liv(..)”

Historien om et ægteskab er historien om Jon og Timmys kærlighed. En kærlighed den opstod og blæste alt omkuld på sin vej. En kærlighed der ødelagde tidligere ægteskab, brød lægepli og skilte en far fra sin datter. Men det er ikke her historien begynder. Den begynder langt tid efter. Den begynder 
først efter at ægteskabet er gået i stykker.  Her fortælles den i retrospektiv af John. John som er blevet forladt til fordel for en anden. Jon som prøver at forstå hvad der gik galt og ødelagde deres kærlighed. 

“Det måtte være kærlighed, hvad skulle det ellers være? Og det måtte være stor kærlighed, en usædvanlig stor og altomfattende kærlighed, det måtte være en nærhed og et fællesskab og en tiltrækning mellem os der var ud over det sædvanlige. Ellers ville det ikke være det værd, at jeg var blevet skilt fra mit barn, så jeg pludselig ikke kunne se hende mere end hver anden uge (..) Hvordan skulle jeg kunne forklare dette svigt for mig selv og for min datter når hun blev voksen, hvis ikke denne omvæltning der var sket i vores liv, var sket på grund af en usædvanlig stor og omvæltende kærlighed

Der ligger et stort pres på kærligheden mellem Jon og Timmy. Den skal være noget særligt og specielt. Den skal være det hele værd. Samtidig skal den skille dem fra alle andre. Gøre dem til noget særlig og ophævet over de gængse kønsroller og restriktioner. Men mens Jon laver mad, læser Simone De Beauvoir og opfordre Timmy til at have en affære ligesom mænd har gjort i århundrede, går det galt og ægteskabet knækker.

Det er en bog der virkelig kommer under huden på en, fordi den tager fat i vigtige og eksistentielle spørgsmål omkring kærlighed, magt og kønsroller. Den undersøger hvordan disse tre ting spiller ind over hinanden og er ikke bange for at gå ud hvor det bliver farligt, pinligt eller gør lidt ondt. Til tider havde jeg lyst til at kyle bogen ind i vægen af frustration over Jon, så forbandet velkomponeret var den.


“Jeg ville dele mig selv med hende, jeg ville væk fra mig selv, jeg kunne ikke tage ansvar for alt i mig selv, ikke alene.” (..) “Jeg levede mig ind i hende, jeg gemte mig i hendes eksistens, som også var min fordi jeg var gift med hende og havde givet mig til hende.”

Samtidig er bogen også enormt velskrevet og gennemtænkt. En så simpelting som kælenavnet til Timmys elsker; Handsken, referere til den norske sædelighedsfejde i 1800-tallet og Bjørnstjerne Bjørnsons roman "En Handske". Den fortjener til fulde sin nominering til nordiskråds litteraturpris i 2015 hvis du spørger mig.

“Det blev en lang samtale, den varede i næsten tyve år.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar